Dyrehandler som speciale er tilbage
På Roskilde Tekniske Skoles grønne afdeling Vilvorde har seks dyrepassere med dyrehandel som speciale netop afsluttet deres uddannelse. Specialet er efter 10 år i dvale igen en mulighed for eleverne på uddannelsen.
- Der er brug for dyrepassere i branchen, som har dyrehandel som speciale. Derfor er det også glædeligt, at vi i dag kan sige tillykke med uddannelsen til hele seks elever, der har netop dét. Det sagde Torben Rafn, som er underviser på Roskilde Tekniske Skole, da han holdt dimissionstale for eleverne. Ved samme lejlighed blev to dyrepasserassistenter færdige.
- Eleverne har med dyrehandel som speciale haft fag som fx fodersammensætning efter dyrenes behov, indretning af bure, kundeservice og salg. I en tid hvor store kæder præger markedet, er det godt, at der er nogle nye faguddannede, der kan gå lidt mere i dybden med tingene. Det kan de her elever, fortalte Torben.
En god tid
De færdiguddannede elever blev hyldet af 60 andre elever fra dyrepasseruddannelsen samt familie og mestre til dimissionen. Sofie Søbye, som var en af de nyudlærte, fortalte:
- Det er en fantastisk dag. Der har været pres på op til den afsluttende eksamen, og nu bliver det hele forløst. Jeg har været glad for min tid på skolen, og jeg kommer til at savne mine klassekammerater og mine undervisere. Sofie har i den sidste del af sin uddannelse været i praktik i Foderboxen, hvor hun nu er fastansat.
Allerede til næste år forventer skolen, at flere dyrepassere bliver uddannet med dyrehandel som speciale.
Få mere at vide
Se billederne