Bliv struktør i Roskilde

Roskilde Tekniske Skole udbyder fra august 2017 uddannelsen til struktør med specialerne anlægsstruktør, bygningsstruktør og brolægger på Vilvorde, Køgevej 131 i Roskilde.

Struktøruddannelsen bliver placeret under samme tag som anlægsgartneruddannelsen i et fælles uddannelsesmiljø. På sigt tænkes også mureruddannelsen placeret her, så der skabes et fælles uddannelsesmiljø.

”Vores vision er at skabe et uddannelsesmæssigt stencenter, hvor vi samler de uddannelser, som arbejder med sten, fliser og beton. Når disse uddannelser kommer i berøring med hinanden i et fælles uddannelsesmiljø, opnås der samtidigt en fælles forståelse for hinandens opgaver, håndværk og kompetencer, og dét vil gavne vores elever i praktikken og deres fremtid på arbejdsmarkedet”, udtaler uddannelseschef Niels-Ole Vibo Jensen.

Skolen har udvidet medarbejderstaben og ansat folk med bred baggrund inden for entreprenør- og anlægsgartnerbranchen for at skabe en god og bred dynamik mellem uddannelserne. Skolen er netop nu i gang med at lave en helt ny stor, isoleret og opvarmet hal, hvor de nye uddannelser skal ligge.

”Vi ser meget frem til at skulle starte med struktøruddannelsen, fordi den ligger lige i tråd med uddannelser, vi har i forvejen, fx anlægsgartneruddannelsen”, siger uddannelsesleder Claus Egede Cornelius, som får det daglige ansvar for uddannelsen til struktør.

”Der er mange af vores anlægsgartnerelever, som primært er interesserede i den grå del af uddannelsen, og det kan vise sig at være en mulighed at kunne tilbyde dem uddannelsen til anlægsstruktør eller brolægger”, slutter Claus Egede Cornelius.

Der vil være opstart på grundforløb 1 og 2 mandag den 7. august på uddannelsen, og de første hovedforløb forventes afviklet i løbet af 2018. 

Få mere at vide om uddannelserne

 Anlægsstruktør, bygningsstruktør og brolægger

 Anlægsgartner

 Murer

Se billederne

Udskriv