Roskilde Tekniske Skole repræsenterede Danmark ved EM i skovteknik i Østrig - Forestry Skills.

Skarpe med motorsaven

Fire elever på skov- og naturteknikeruddannelsen på Roskilde Tekniske Skole har repræsenteret Danmark til EM i ”Forestry skills”. Det er en konkurrence i skovteknisk arbejde, hvor det fx handler om at genkende træsorter, lave præcisionssnit med motorsave på træstammer, genkende skovens dyr og håndtering af saven.

Mesterskabet foregik den 26.-28. maj i Østrig, og det var første gang, at Danmark var med. De fire unge danske gutter stillede op imod cirka 80 andre deltagere fra 19 andre lande, blandt andet Rusland, Rumænien og Holland.

- Det var en fantastisk oplevelse. Vi boede på et slot i Østrig, og her foregik konkurrencen også det meste af tiden, fortæller en af de fire, Nicolas Breidahl, som er 24 og bor i Skævinge.

VIDEO: Et lille klip fra de forskellige discipliner til EM i ”Forestry skills” (skovteknik), hvor Danmark blev repræsenteret af fire gutter fra Roskilde Tekniske Skole.

En af de andre deltagere er Andreas Nielsen, som er 21 og bor i Herlev. Også han var meget begejstret for at blive udtaget til at deltage.

- Rent fagligt er vi blevet udfordret, og har stiftet bekendtskab med teknikker og opgaver, som vi faktisk først skulle lære om et eller to år, forklarer han.

Udover Andreas og Nicolas deltog også Lucas Romer og Marcus Christiansen.

Én for alle

De fire gutter har knyttet et særligt bånd under forberedelserne.

- Vi kendte jo ikke hinanden så godt før, vi blev inviteret til at deltage i konkurrencen. Men det har de sidste mange weekender op til konkurrencen rettet op på, griner Nicolas.

De fire gutter har brugt mange lørdage og søndage på at øve sig. De brænder for deres fag, og har nu også et godt venskab.

- Meget af tiden er gået med at gøre træstammer klar til overhovedet at kunne øve sig til de øvelser, som vi vidste vi skulle udføre til konkurrencen. Vi har givet den en skalle, og det har været rigtigt skægt at være sammen om, fortsætter Andreas.

Talenter dyrkes

Der er mange dygtige elever på det hold, hvor de fire gutter er udtaget fra. Når det var disse fire, som blev udpeget til at deltage, så var det en kombination af, at de brænder for faget, og er nogle rolige gutter med et særligt talent.

- Allerede efter vi havde været i skoven et par gange, kom en af mine undervisere hen til mig og sagde, at han faktisk forventede lidt ekstra af mig, fordi han kunne se, at jeg havde øje for tingene. Det var et kæmpe boost for min selvtillid! Kort tid efter fik de tre andre gutter og jeg så tilbuddet om at deltage i EM, siger Andreas.

Udover at skabe dygtigere elever og en stærkere faglighed er den internationale konkurrence sat i verden for at dyrke venskaber og knytte bånd på tværs af landegrænser, fortæller en af deres underviserne på uddannelsen på Roskilde Tekniske Skole, Henrik Tångberg.

Oplevelsen det vigtigste

De fire gutter gav den alt hvad tøj og remmer og save kunne holde til. Indsatsen rakte ikke til en plads på podiet, da pointene skulle tælles sammen, men det var jo også første gang Danmark var med. Der er ting, man skal lære om dét at deltage i konkurrencen, før man skal gøre sig forhåbninger om at vinde.

- Det vigtigste for os har været at være med. Vi har alle lært så meget om faget fra de andre landes deltagere, og vi tager det med tilbage til vores klassekammerater, forklarer Nicolas.

Gode til at kommunikere

De fire gutters forberedelser op til konkurrencen kan man se på den Facebookside, som de har oprettet.

- Marcus og jeg var hurtige til at få ideen, om at vi skulle fortælle historien om vores oplevelser. Vi fandt på et navn til os - Vikings from the Danish forests - og oprettede en Facebookside. Her har vi vist venner, familie og klassekammerater hvad vi øvede os på, og de har fulgt os igennem turen. Det har også været skægt, slutter Andreas.

De to gutter afslutter nu grundforløb 2, og starter på uddannelsens hovedforløb til august. Andreas vil gerne arbejde som friluftformidler, og Nicolas vil arbejde som skovtekniker, når de er helt færdige med deres uddannelse.

Vil du vide mere?

 Bliv skov- og naturtekniker - læs om uddannelsen

Se billederne

Udskriv