Konkurrencer styrker fagligheden på erhvervsuddannelserne

På Roskilde Tekniske Skole har man netop afsluttet Roskildemesterskaberne. Tre dage hvor fagligheden testes med konkurrencer blandt skolens elever.

På Roskilde Tekniske Skole har den daglige undervisning været sat på pause i denne uge. Det til fordel for konkurrencer, hvor eleverne skal præstere maksimalt inden for en tidsramme. Roskildemesterskaberne får eleverne til at give den en tand ekstra – og vinderne går videre til regionsmesterskaberne senere på året.

Konkurrence gavner uddannelserne

Ronny Møller Andersen er lærer på snedkeruddannelsen på Roskilde Tekniske Skole. Han er ikke i tvivl om, at Roskildemesterskaberne styrker elevernes faglighed:

- Konkurrencer på erhvervsuddannelserne er kommet for at blive, fordi de styrker fagligheden. Eleverne går virkelig meget op i det og yder en ekstra indsats for at lave de bedste produkter. Når de er færdige med uddannelsen og skal i arbejde, vil de kunne bruge de oplevelser, de har med fra konkurrencen. Fx hvis de skal producere kvalitetsprodukter inden for en kort deadline.

Eleverne tester deres evner

Louis Nielsen er 18 år og uddanner sig til snedker. Det er første gang, han er med til mesterskaberne.

- Jeg er egentlig ikke et vildt konkurrencemenneske, men det her er sjovt at være med til. Så kan jeg se hvor dygtig jeg er i forhold til de andre.

Louis vil i praktik i udlandet:

- Det er tit sådan, at man inden for de forskellige fag har forskellige styrker landene imellem. Derfor vil jeg gerne til Norge i min praktik for at se, om jeg kan få lidt ekstra kompetencer. Det er min plan og min drøm, siger Louis.

Mike Madsen og Jesper Hansen går på grundforløbet medieproduktion. Ved Roskildemesterskaberne er de i gruppe, og skal sammen løse en opgave.

- Det er skægt at være med, fordi vi bliver presset, samtidig med at der er plads til at være meget kreativ. Vi skal lave et projekt om et specifikt emne og på tid - og så er det ellers bare at gå i gang med at finde på noget. Der er fuld knald på, fortæller Mike.

Jesper følger op:

- Det er et afbræk fra hverdagen, hvor vi selvfølgelig har en masse ting, vi skal lære. I konkurrencen kan vi afprøve de ting, vi har lært. Og det skal gå stærkt og blive godt, for alle vil gerne vinde.

Skolen vægter konkurrencen højt

Fra skolens side er der også lagt mange kræfter i mesterskaberne. Lærerne går op i at lave nogle rammer, der gør at eleverne føler sig godt tilpas og er glade til konkurrencen. Eleverne blev fx budt velkommen med en lærer-rap og konkurrencen afsluttedes med en prisfest i Hal 10 på Musicon. De produkter, som eleverne havde lavet i løbet mesterskaberne, blev vurderet og vindere kåret i ægte prisfest-stemning. Der var god mad og drikke samt fantastisk underholdning. Som en forsmag på årets Roskilde Festival kunne eleverne i år opleve rapperen Pede B og DJ Noize. De to skabte en god stemning for de trætte, men glade elever.

Vinderne af konkurrencerne i den del af uddannelserne, hvor der afholdes danmarksmesterskaber skal senere videre til regionsmesterskaberne. Går det også godt for eleverne dér, er næste skridt DM i Skills til februar.

VIDEO: Lærernes velkomst til eleverne.

Se billederne

 

Udskriv