Værdigrundlag

Med engagement, samarbejde og respekt for mennesker og faglighed skaber vi den erhvervsskole, som andre gerne vil være en del af.

 

Roskilde Tekniske Skoles værdigrundlag er det etiske og moralske fundament, der danner udgangspunkt for vores daglige virke og udtrykker, hvordan vi opfatter os selv, vores omgivelser og hvordan vi handler ud fra vores værdier. Værdigrundlaget bygger på en samarbejdskultur, som danner grundlag for at udvikle indbyrdes ansvarlighed, engagement, entusiasme, idérigdom og udvikling til fællesskabets bedste. Det er en væsentlig inspirationskilde i vores pædagogiske grundlag, ligesom det danner baggrund for de sociale og faglige kompetencer, som såvel ledelse, medarbejdere og elever skal besidde.

 

Alle dele af organisationen: ledelse, medarbejdere, elever og kursister forventes at respektere og efterleve vores værdier, fordi de er forudsætningen for, at vi kan skabe et godt lærings- og undervisningsmiljø samt et godt arbejdsmiljø og en god trivsel for alle. Vi forventer desuden at skolens øvrige interessenter, gæster og samarbejdspartnere respekterer vores værdier i det konkrete samarbejde.

 

Det betyder at skolens ansatte har pligt til at kende skolens værdigrundlag og til at sikre at elever og kursister præsenteres for skolens værdier. Vi har desuden pligt til at formidle værdigrundlaget i tanke, ord og handling i dagligdagen, samt aktivt hjælpe hinanden med at efterleve værdierne.

 

Værdigrundlag

 

Samarbejde

 

Den daglige kontakt og relation mellem eleverne og medarbejderne har fokus på at anerkende hinandens roller og opgaver og etablere et miljø der opleves trygt og engagerende, hvor læring og uddannelse fører til bedre faglighed, almen dannelse og aktiv samfundsdeltagelse.

 

En god omgangstone, nysgerrighed og humoristisk sans er værdsat som udtryk for et overskud, der er med til at modvirke selvhøjtidelighed og fremme en positiv og konstruktiv samarbejdskultur.

 

Videndeling og samarbejde på tværs af afdelinger og fagområder er værdifuldt for en vedholdende udvikling af kvalitet både i forhold til undervisning og drift.

 

Vi anser det for væsentligt, at skolen har udsyn og er opsøgende og deltagende i relevante faglige og samfundsmæssige sammenhænge, og vi bærer vores indstilling til det gode samarbejde med i vores eksterne relationer og projekter. Vi hylder det gode værtskab, og arbejder målrettet på at give vores samarbejdspartnere, gæster og kontakter en god og spændende oplevelse, når de besøger os.

 

Engagement

 

Eleverne og deres uddannelse er grundstenen i skolens virke. Vi tillægger det værdi, at skabe de bedste rammer for elevernes trivsel, fællesskab og udvikling. Vi arbejder ud fra en helhedsorienteret læringskultur, der uddanner selvstændige, reflekterende, fagligt nysgerrige og kompetente mennesker.

 

Det er værdifuldt, at vores elever gives medansvar og indflydelse – og engagerer sig i at forme uddannelserne og skolen

 

Alle medarbejdere er en vigtig ressource for skolen, og det er af stor værdi, at hver enkelt besidder kvalifikationer af høj faglig standard inden for de arbejdsområder som varetages. Det er værdifuldt, at alle har et højt vidensniveau, er engagerede og aktive, og har mulighed og medansvar for at videreudvikle funktioner og jobindhold.

 

Medarbejdernes selvforvaltende evner og visionære anskuelse er en vigtig del af vores værdigrundlag. Man må gerne lave fejl – og lære af dem. Vi hylder modet til at tænke nyt.

 

Mangfoldighed

 

Rummelighed, mangfoldighed og forskellighed anses for værdifuldt, og afspejles også i skolens brede og alsidige uddannelsesudbud. Denne bredde udvider skolens univers og beriger dens virke og er en forudsætning for en velfungerende og dynamisk skole og arbejdsplads med indsigt og udsyn.

 

Det er en værdi for skolen, at man deler sine overvejelser og giver udtryk for egne opfattelser, lytter og sætter sig ind i andres situation, og er åben for andre vurderinger og anskuelser end sine egne.

 

Vi understøtter et lærings- og arbejdsmiljø med ligestilling og enhver tendens til negativ forskelsbehandling imødegås aktivt og omgående.

 

Ansvarlighed

 

Der er på skolen respekt om den personlige integritet, faget, funktionen, fællesskabet og skolens bygninger og inventar.

 

Det er muligt og tilladeligt for alle at ytre sig offentligt om skolen og forhold som har berøring med dens virke. Man skal naturligvis være bevidst om, hvornår man udtrykker sig som privatperson og hvornår man udtaler sig på skolens vegne.

 

Vi sætter det samfundsmæssige og sociale ansvar højt, og arbejder for at være en økonomisk og miljømæssig bæredygtig institution.

 

Det forretningsmæssige grundlag bygger på en økonomisk forvaltning, der på bedst mulig måde sikrer skolens levedygtighed og understøtter vores overordnede formål på både kort og lang sigt.