Af fotograf Jacob Nyborg Andreassen - Sved og sammenhold skal styrke trivsel og øge gennemførelsen på erhvervsskolerne

Sved og sammenhold på erhvervsskolerne

Fire timers idræt om ugen skal øge trivslen på Roskilde Tekniske Skole. Eleverne er frontløbere i et nyt projekt, der skal inspirere alle landets erhvervsskoler, og som støttes af Nordea-fonden.

Fire klasser på Roskilde Tekniske Skole kan se frem til et kick – både sportsligt og fagligt. Eleverne er omdrejningspunktet i et spritnyt projekt med titlen KICK, der betyder, at de får fire timers idræt og bevægelse om ugen.

Målet er at knække to af de udfordringer, mange erhvervsskoler har. Dels at leve op til kravet om, at 45 minutters bevægelse dagligt skal være en del af undervisningen. Dels at få flere elever til at gennemføre deres uddannelse.

Erfaringerne fra Roskilde Tekniske Skole skal bruges til at udvikle en model, som kan give markant mere bevægelse og idræt på alle erhvervsskoler landet over. Både i form af skemalagte idrætstimer og ved at integrere bevægelse i den øvrige undervisning.

Bedre trivsel og læring

Det er Roskilde Kommune, Roskilde Tekniske Skole og DGI, der står bag projekt KICK, som har fået 2,3 mio. kr. i støtte af Nordea-fonden.

Som led i projektet skal instruktører fra idrætsforeninger stå for aktiviteter i idrætstimerne, og samtidig skal DGI uddanne lærerne i at integrere idræt og bevægelse i undervisningen.
KICK tager afsæt i erfaringer fra et tidligere projekt mellem Roskilde Kommune og Roskilde Handelsskole.

Her gav bevægelse og idræt som en del af skoledagen øget trivsel og et markant lavere frafald. I skoleåret 14/15 var frafaldet 29% lavere – i 15/16 var tallet 20%.

Borgmester Joy Mogensen: ”I Roskilde Kommune er det vores vision, at alle unge gennemfører en ungdomsuddannelse eller en uddannelse på højere niveau. Derfor er det helt centralt, at vi skaber rammer på uddannelserne, der giver høj trivsel og lavt frafald, så vi giver de unge de bedste muligheder for at gennemføre et uddannelsesforløb.”

Formand for DGI, Søren Møller: ”Vi ser nogle rigtig spændende perspektiver i, at det er instruktører fra idrætsforeninger, som skal stå for aktiviteterne for eleverne. Og vi håber, erfaringerne fra Roskilde baner vejen for en model, der kan bredes ud til hele landet, så eleverne bliver mere aktive i løbet af skoledagen.”

Direktør for Roskilde Tekniske Skole, Jesper Østrup: ” På Roskilde Tekniske Skole har vi fokus på at inddrage bevægelse i undervisningen som metode til at skabe positive læringsmiljøer og gode tætte relationer mellem eleverne.

I projekt KICK styrker vi dette trivselsarbejde endnu mere, og samarbejdet med kommunen og DGI gør, at vi kan arbejde målrettet med at skabe sunde, glade elever, som får masser af læring”.

Direktør for Nordea-fonden, Henrik Lehmann Andersen: ”Vi kan alle have brug for et motions-kick, og særligt unge på erhvervsskolerne. Kick gør motion til en naturlig del af de unges skolegang, og vi er sikre på, at Roskilde Tekniske Skole vil inspirere andre erhvervsskoler til på den måde at styrke de unges sundhed og fællesskab.”

Fakta om projekt KICK:

  • Projektet KICK har som mål at øge gennemførelsen blandt eleverne med 15 procent – samtidig skal elevernes fysiske helbred blive bedre og deres trivsel skal også forbedres med 15 procent.
  • Erfaringerne bruges til at udvikle en model for mere idræt og bevægelse, som kan bruges på alle erhvervsskoler.
  • Projekt KICK er et samarbejde mellem Roskilde Tekniske Skole, DGI og Roskilde Kommune, der er projektejer.
  • Projektet er støttet af Nordea-fonden med 2,3 mio. kr. Det samlede budget er ca. 4,3 mio. kr.

Fakta om KICK på Roskilde Tekniske Skole:

  • Projektet på Roskilde Tekniske Skole omfatter fire grundforløbshold pr. år i tre skoleår:
    • To hold fra Dyr og landbrug,
    • Ét hold fra Metal og mekanik,
    • Ét hold fra Det digitale design.
  • Fire klasser på Roskilde Tekniske skole får fire obligatoriske idrætstimer om ugen, hvor instruktører fra lokale idrætsforeninger står for aktiviteterne.
  • Lærerne på Roskilde Tekniske Skole får et kompetenceløft og viden om, hvordan de får mere idræt og bevægelse ind i skoledagen.

Yderligere oplysninger:

Borgmester Joy Mogensen, Roskilde Kommune
Joym@roskilde.dk, 5052 1446

Formand for DGI, Søren Møller
sm@dgi.dk, 2328 0234

Direktør for Roskilde Tekniske Skole, Jesper Østrup
jeo@rts.dk, 2268 6753

Kommunikationschef for Nordea-fonden, Tine Wickers
tw@nordeafonden.dk, 4070 3784

Se billederne

 

Udskriv