Stærkt team til DM i Skills
Roskilde Tekniske Skole har 8 elever fra fem fag med til DM i Skills – Danmarksmesterskaberne for unge håndværkere.
De mange muligheder på erhvervsuddannelserne bliver tydelige, når der hvert år afholdes DM i Skills, hvor der i 40 af erhvervsuddannelsernes fag dystes om DM for unge håndværkere. Deltagerne fra Roskilde Tekniske Skole kommer fra fagene klejnsmed, anlægsgartner, bygningssnedker, blomsterdekoratør og møbelsnedker. De unge har via lokale mesterskaber kvalificeret sig til konkurrencen, som har over 300 konkurrencedeltagere.
Kæmper sammen
I de fleste konkurrencer kæmper og arbejder deltagerne alene, men anlægsgartnerne Benjamin Hansen, 19 år og fra Vipperød, og Louise Stub, 23 år og fra Ølstykke, skal samarbejde som team i anlægsgartneropgaven. Benjamin er ny, mens Louise også deltog ved konkurrencen i 2016, hvor hun fik en andenplads.
Tre blomsterdekoratører
Skolen har flest deltagere i blomsterdekoratørernes konkurrence, hvor Freja Skallerup, 20 år og fra Ll. Skensved, Maja Gantzhorn Rasmussen, 22 år og fra Albertslund, og Rikke Weng Jensen, 21 år og fra Haslev deltager. Blomsterdekoratør er et speciale på detailhandelsuddannelsen, så uddannelsen kombinerer det butiksfaglige med det kreative og håndværksmæssige inden for blomsterdekoration. Derfor må Roskilde Tekniske Skole dele æren for de dygtige elever med Roskilde Handelsskole, hvor eleverne tager handelsdelen. Naturligvis har elevernes praktikvirksomheder også en stor del af æren.
2 gange Andreas
Sidste år vandt klejnsmed Andreas Jarlsø DM i Skills, så der er fra Roskilde Tekniske Skoles smedeafdeling store forventninger til Andreas Østerskov Breum, 21 år og fra Roskilde. Der kommer mange dygtige smede fra skolen, og det kunne være dejligt at kunne bryste sig af at have en guldvinder to år i træk.
Stærke træfolk
I træuddannelserne møbelsnedker og bygningssnedker har Roskilde Tekniske Skole gennem de senere år opnået gode resultater. Møbelsnedker Rune Malmberg, 20 år og fra Kalundborg og bygningssnedker Frederik Riber, 19 år og fra Haslev, deltog begge sidste år. Frederik vandt DM i Skills i 2016 og vandt Bronze ved EuroSkills i december. Nu satser han på at gentage succesen ved DM i Skills 2017 – ikke mindst fordi en sejr giver adgang til World Skills, som afholdes i efteråret i Dubai.
Stolt skole
På Roskilde Tekniske Skole er man stolte over at være så godt repræsenteret ved DM i Skills.
– Det er dejligt, at der er så stort fokus på erhvervsuddannelserne og de mange dygtige medarbejdere, som hvert år udklækkes fra Roskilde Tekniske Skole, fortæller kommunikationschef Jacob Christiansen, som samtidig glæder sig over, at det øgede fokus på talenter og talentudvikling bærer frugt.
Følg DM i Skills
Læs om og følg konkurrencerne - og se med via livestreaming:
Præsentation af eleverne fra Roskilde Tekniske Skole
Nyheder om DM i Skills 2017
-
Vinderteam ved DM i Skills (30. januar 2017)
-
Stærkt team til DM i Skills (25. januar 2017)
-
DM i Skills 2017: Mød Rikke, blomsterdekoratør (24. januar 2017)
-
DM i Skills 2017: Mød Maja, blomsterdekoratør (24. januar 2017)
-
DM i Skills 2017: Mød Freja, blomsterdekoratør (23. januar 2017)
-
DM i Skills 2017: Mød Benjamin, anlægsgartner (23. januar 2017)
-
DM i Skills 2017: Mød Louise, anlægsgartner (19. januar 2017)
-
DM i Skills 2017: Mød Rune, møbelsnedker (16. januar 2017)
-
DM i Skills 2017: Mød Frederik, bygningssnedker (13. januar 2017)
-
DM i Skills 2017: Mød Andreas, klejnsmed (12. januar 2017)
Hvad er DM i Skills?
DM i Skills giver de unge chancen for at vise deres talenter. Det er desuden med til at skærpe deres faglige niveau og vise omverdenen – heriblandt grundskoleelever – erhvervsuddannelsernes mangeartede og spændende muligheder.
Kom og besøg DM i Skills! Se deltagerne konkurrere og vise deres fag frem, afprøv din egen faglige kunnen og snak med unge på erhvervsuddannelserne samt med vejledere. Der er gratis adgang.
www.skillsdenmark.dk
FILM: Fredagens DM i Skills 2017 i Gigantium i Aalborg (udarbejdet af SkillsDenmark)