Liv, glæde og stolthed ved åbent hus

Der var udstillede projekter og lun pizza, som kunne prøvesmages som led i et projekt på htx, friske blomsterbuketter, et svin, som blev dissekeret på dyrepasseruddannelsen og pølser fra en grill, som var af smedeafdelingens egen produktion. Så gæsterne ved åbent hus på Roskilde Tekniske Skole fik mere end uddannelsesinformation ved besøget.

Interessen var stor og især de nye grundforløb, den nye uddannelse hestemanager og muligheden for eux, hvor man tager en række gymnasiefag sideløbende med sin erhvervsuddannelse, affødte mange interesserede spørgsmål rundt omkring på skolens afdelinger.

Elever viste rundt

På afdelingen Landbrugsskolen Sjælland i Høng viste elever gæsterne rundt, fortalte om uddannelserne og miljøet og svarede på spørgsmål fra forældre og unge. Der var mange gæster, og en stor interesse for de mange muligheder. Rasmus Jæger, som er 16 år, og bor i Holme Olstrup, havde sine forældre med.

- Jeg vil gerne være landmand efter sommerferien. Senere vil jeg nok gerne være driftsleder, og derfor regner jeg med at tage landbrugsuddannelsen med eux. Det har været en god dag, og jeg har fået et godt indtryk, fortæller Rasmus.

Rasmus’ forældre var glade for, at de kunne se skolen inden start.

- Jeg synes, det giver et godt indblik i de mange forskellige ting de skal lære. De skal jo både lære om maskinerne og om at arbejde med forsøg i reagensglas. Det er meget varieret og interessant at se, fortalte Rasmus' far, Jacob.

Lærke, 16 år og fra Jyllinge, var også glad for besøget på Landbrugsskolen Sjælland i Høng:

- Jeg synes, det er en fin skole, og jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg vil gerne være dyrepasser og arbejde med forsøgsdyr.

- Lærke skal bo på skolen i Høng det første år, hvor hun tager grundforløb 1 og 2. Hovedforløbet bliver på Vilvorde i Roskilde. Så må vi se, om hun vil bo hjemme, mens hun er på hovedforløb, fortalte Lærkes far.

Stolte rundvisere

Mange af skolens elever havde inviteret kærester, forældre og søskende, så der var liv, glæde og stolthed, når man bevægede sig rundt på skolens mange afdelinger.

Ud over de mange muligheder på erhvervsuddannelserne var der også åbent hus på htx - Roskilde Tekniske Gymnasium. Nåede du ikke forbi til åbent hus, så er der informationsmøde om htx torsdag den 28. januar kl. 19 på Roskilde Tekniske Gymnasium på Pulsen 4 i Roskilde. 

Se billederne

Udskriv