Op på stolene for at få svar

Folketingsvalget nærmer sig, og på Roskilde Tekniske Skole blev eleverne onsdag den 10. juni inviteret til debatarrangement med seks opstillede kandidater fra regionen. Mere end 500 elever var med til arrangementet, og de havde mange spørgsmål, de gerne ville have svar på.

Mette Gjerskov (A), Merete Dea Larsen (DF), Flemming Damgaard Larsen (V), Christian Juhl (EL), Kisser Franciska (I) og Ronja Rose Ravnskov (SF) stillede op til spørgsmål og debat med de mange elever. Der var sat en time af til arrangementet, og den gik hurtigt. Elevernes spørgelyst var nemlig stor. Flere praktikpladser, dyrevelfærd, uddannelsesmuligheder, handicap-politik og mange andre ting blev bragt i spil. Da de to konferenciers ringede ud til sidste spørgsmål fra salen, stillede en gruppe af elever sig op på stolene for at vise, at de brændte inde med et spørgsmål. Og efter at arrangementet egentlig var afsluttet, benyttede eleverne sig af muligheden for at tage en snak med kandidaterne, ansigt til ansigt.

Førstegangsvælger tilfreds med arrangementet

Mette Hansen var en af de elever, der tog en snak med kandidaterne efter arrangementet. Hun er 18 år og til daglig går hun på uddannelsen til dyrepasser på skolen, hvor hun fordyber sig i at lære om heste.

- Jeg glæder mig til at stemme for første gang, sagde Mette efter arrangementet.

- Inden arrangementet havde jeg faktisk taget beslutning om, hvad jeg vil stemme. Det har denne debat ikke ændret ved, men jeg er nok blevet bekræftet lidt i mit valg.

Tonen blandt kandidaterne var på én og samme tid direkte og respektfuld, og det faldt i Mettes smag:

- Det har været en rigtig god debat, og kandidaterne opførte sig ordentligt. Men vi kunne sagtens have brugt noget mere tid. Jeg ville gerne have kandidaterne til at diskutere syge- og dagpengesystemet, for jeg synes, der er for mange syge, der bliver smidt ud, sagde hun.

Flere stemmer på erhvervsuddannelserne

Dagens arrangement var et resultat af et godt samarbejde mellem Roskilde Tekniske Skole og LO Ungdom. Sammen med Dansk Ungdoms Fællesråd kører LO Ungdom netop nu kampagne for at få de mange tusinder elever på de danske erhvervsskoler til at sætte deres kryds den 18. juni. At dømme ud fra fremmødet til arrangementet i dag og de mange spørgsmål fra salen er der rigtig mange elever på Roskilde Tekniske Skole, der har tænkt sig at følge den opfordring meget bogstaveligt.

Se billederne

Udskriv